Procent
At regne med procenter er ikke svært.
Først skal man forstå, hvad procent er for noget. Procent kommer fra latin (pro cent) og betyder "pr. hundrede".
Procent er det samme som hundrede dele.
$$ \large 1\% = \frac{1}{100} = 0,01 $$
Andre eksempler:
$$ \large 17\% = \frac{17}{100} = 0,17 $$
$$ \large 81\% = \frac{81}{100} = 0,81 $$
$$ \large 127\% = \frac{127}{100} = 1,27 $$
Find procentdel
Hvis procent er det samme som hundrede dele, så betyder det, at 100% er det hele.
100% af 234 er lig med 234 – det hele.
50% er lig med det halve: 117.
Det er jo meget nemt.
Men hvad nu hvis det er 27% af 234?
Når man skal finde en procentdel af et tal, finder man først 1% ved at dividere med 100. Derefter ganger man med 27:
$$ \large \frac{27 \cdot 234}{100}=63,18 $$
Du kan også vælge at gange med 27 først og derefter dividere med hundrede. Det giver det samme. Det kan dog være en god huskeregel at tænke:
Find først 1 procent og gang med antal procenter.
Samme metode kan bruges til at finde hvilken som helst procentdel af et tal.
Lægge procent til
Nogle gange skal man finde ud af, hvor meget et tal stiger, hvis det bliver 10% større, eller hvor meget det falder, hvis det bliver 15% mindre.
Det kan være, at du får at vide, at du får 10% mere i lommepenge – men hvor meget er det? Lad os sige, at du i forvejen får 250 kroner i lommepenge.
Først skal du finde ud af, hvor meget 10% af 250 kroner er:
$$ \large \frac{10 \cdot 250}{100}=25\ kroner $$
Så du får altså 25 kroner mere i lommepenge. Nu skal du bare lægge tallene sammen for at finde ud af, hvor meget du nu får:
$$ \large 250 + 25 = 275\ kroner $$
Så man tager det hele og lægger en procentdel af det hele oveni: \(250 + 10\% = 250 + 25\). Det er faktisk muligt at gøre det på en nem måde:
$$ \large 250 \cdot 1,10 = 275\ kroner $$
Når du ganger 250 med 1,00 giver det 250 (det hele).
Når du ganger 250 med procentdelens decimaltal \(10\% = 0,10\) giver det 25.
Derfor kan du lægge de to decimaler sammen \(1,00 + 0,10 = 1,10\) og gange med det.
Trække procent fra
Men hvad nu hvis du skal trække 10% fra? Ja, så er det samme fremgangsmåde, du skal bare trække procentdelens decimaltal fra i stedet for at lægge det til.
$$ \large 1,00 - 0,10 = 0,90 $$
Regnestykket ser sådan her ud:
$$ \large 250 \cdot 0,90 = 225 $$